Galleriets historie

Fra pavillonen i kongens have til galleriet i badstuestræde - Skrevet af lasse Spang Olsen

Ib har altid drømt om at få sin egen butik, men da han altid havde for mange jern i ilden, så var det en af de mange ideer, som forblev en ide i rigtig mange år. Men så opdagede han, at rigtig mange af de fine pavilloner, der omkranser Kongens Have på det tidspunkt stod tomme.

Han vidste at nogle af hans kunstnerkolleger brugte de gamle pavilloner som lagerplads, fordi huslejen var minimal, og de lå dejligt centralt. Det syntes han selvsagt var gedigent spild af de fine, små pavilloner, som er bygget til butiksformål. Han henvendte sig gentagende gange for at få lov at leje en pavillon til brug af salg og udstilling af tegninger. Det blev dog et nej i årevis, indtil han (efter små tyve år) blev træt af at vente og skrev om forløbet i Politiken. Få dage efter fik han lov at leje en pavillon, som dog trængte til at blive sat i stand.

Han åbnede nu - til familiens store skræk - en butik og begyndte at sælge ud af sine mange tegninger. Det var familiens skræk, fordi han solgte mange af sine originaler, som vi hellere havde set havne på et museum. Min far har aldrig været kommercielt indrettet - mildest talt - og denne sympatiske mangel på udbytterievne viste sig her ved, at han prissatte sine originaltegninger i samme kategori som kiloprisen på æbler.

Min bror og jeg mente, at mange af hans tegninger på et tidspunkt måske ville have interesse for en eller anden form for museum, og at han ikke burde sælge rub og stub. Han mente dog, at hvis de skulle udstilles, var der nok allerede et museum, der havde henvendt sig, og det var der ikke. Derfor mente han, at det var bedre, at tegningerne kom hjem til de folk, der ville have dem, og at de samtidig ikke måtte koste noget særligt. Det var nemlig vigtigt for Ib, at alle skulle have råd til dem. Det var en sympatisk tanke, men desværre resulterede det hurtigt i, at folk med anderledes tilgang til økonomi tog ind og ryddede butikken for originaler, som de omgående solgte videre for det tidobbelte på auktionssider.

Min bror og jeg tog i ramme alvor ind og købte alt, hvad der var af originaler i butikken for at bevare dem. Dagen efter havde Ib dog hentet et nyt lager af originaler fra sit enorme arkiv og fyldt butikken op med nye originaler. Så kontaktede jeg samtlige danske museer, der kunne have interesse i at få eller udstille hans ting. Efter aftale med Ib kunne jeg tilbyde dem, at de måtte få alle hans tegninger foræret. Det kunne jo godt tænkes, at det en dag ville være sjovt at kunne gå hen et sted og se originaltegningerne til Halfdans ABC, originalerne til Tove Ditlevsen, Martin A Hansens, Søren Ulrik Thomsen osv. eller de mange plakater og nøgne damer. Men til min store overraskelse sagde samtlige danske museer nej tak. Selvom det intet ville koste dem, og det var en gave. Det blev Ib ret stødt over. Så tog vi sammen i Go’ Aften Danmark og fortalte om det. Derefter skete der noget.

Dagen efter var der en masse halløj i pressen om det absurde i, at ingen danske museer ville have hans tegninger foræret, og et efter et kom museerne tilbage og sagde, at nu ville de alligevel gerne. Nu gad Ib dog ikke det. Han ville have sine tegninger ud til folk, og han mente (med en vis ret), at der var så mange forskellige tegninger, at det ikke gjorde noget at sælge ud af dem. Jeg fik dog lov at hjælpe ham med projektet og for at fjerne de kunder, der kun købte for at sælge de billige tegninger videre, lavede vi en aftale med museumshusene og auktionerne om en fast prisvurdering, så hans tegninger i dag koster det samme alle steder. Så dem, der køber dem får ikke noget ud af at spekulere i det, men køber dem til sig selv (må man gå ud fra).

Samarbejdet om Ibs butik blev en meget lykkelig periode for mig (og jeg er ret sikker på at den også blev det for Ib). Det var virkelig en dejlig oplevelse at få mulighed for, i en voksen alder, at have et så nært projekt med ham og vi brugte en mase tid sammen, som vi begge havde det skægt med. Vi fik sat butikken i stand og system, og han holdt meget af at komme forbi og snakke med kunderne - og opdage, at hans tegninger har en betydning for en masse forskellige mennesker, som på forskellig vis er vokset op med dem. I over 70 år har han tegnet uden særlig tit at møde dem, han tegnede til. Pludselig fik han de mest rørende beretninger og hilsner fra folk, som af vidt forskellige årsager havde et forhold til hans kunst og ønskede sig at hænge den op hjemme hos dem selv. Det gjorde ham virkelig glad.

Jeg har altid været meget stolt af ham, men en ting er barnets naturlige stolthed af sin far - og så den det er at opleve som voksen, at der faktisk i en vis forstand ER noget at være stolt af. For det synes jeg der er… jeg bliver helt rørt, når komplet fremmed mennesker fortæller henrevet om en eller anden tegning, som de altid har ønsket sig, og nu står de og kigger på den i virkeligheden. Det er sjovt, at det næste aldrig er samme tegninger. Han har lavet så mange forskellige stilarter og motiver, at der er nogle til dem, der elsker toge, middelalder, nøgne kvinder, politik, havne, barndomsminder, steder, folkeviser, sejlskibe, portrætter, natur og meget, meget mere.

Det er også rørende, når folk på langt over halvtreds falder i tanker over en eller anden tegning og pludselig begynder at fortælle om, da de var små og de store mænd med skæg og gråt hår, de er i dag, pludselig er fem år igen, fordi den tegning minder dem om en barndomsoplevelse, hvor netop dén tegning var en vigtig del af mindet. Det er dejligt, når der kommer familier ind med et voksent forældrepar, som har bedsteforældre og børn med. Bedsteforældrene introducerede oprindeligt tegningerne for deres (nu voksne) børn - men i dag er de alle i butikken, fordi børnene (bedsteforældrenes børnebørn) er introduceret til samme tegninger og sandsynligvis vil bringe denne tradition videre til deres egne børn. Jeg bliver pavestolt af at have en far, der kunne tegne den slags tegninger, som børn og voksne kan lide, og som bliver ved med at kunne det.

Vi havde virkelig meget glæde af den lille hyggelige pavillonbutik i Kronprinsessegade, men det var meget småt, og det var tit besværligt og ærgerligt, at der simpelthen ikke var plads nok på væggene til, at man kunne hænge nok billeder op. Så da vi fik tilbud om at flytte til større lokaler i Badstuestræde, gav det mulighed for at udstille langt flere tegninger. Også dem der ikke nødvendigvis er til salg, eller som vi tror kan sælges, men som giver et indblik i, at Ib tegnede så meget andet end kun til børnerim. På sigt er det vores ambition at have skiftende udstillinger derinde: F.eks. originalerne til ABC, eller en måned med politiske plakater, originalerne til Lykkelige Kristoffer, eller studier i nøgne damer eller andre ting han har lavet. Det vil være helt ukommercielt, men vil være skægt for folk at kunne se på, når nu det er et Ib-galleri.

Jeg synes tit, jeg kan mærke ham, når jeg er i Badstuestræde. Det føles som om, han holder af stedet, og det gør det i meget høj grad også sjovere for os i familien at være der. I dag er det min datter Fiona, der styrer skuden i galleriet, og da hun altid har haft en særlig tilgang til sin farfar Ib, er det nok en meget fornuftigt valgt kaptajn, som han sætter pris på, sejler hans retning.

- Lasse Spang Olsen

Galleriet i Badstuestræde