Om Ib Spang Olsen

 
20080716-134736-6.jpg
 
 

HVEM VAR IB SPANG OLSEN?

Ib Spang Olsen var kunstner og billedmager såvel som historiefortæller - gennem både ord og livlige streger. Hans altomspændende tegninger er kendt og elsket af alle generationer. Ibs levende og farverige billeder er - sammen med Halfdan Rasmussens finurlige remser - for de fleste uløseligt forbundet med det snørklede alfabet, der slår rødder langt ind i det barnlige univers, og som man ved senere glædelige gensyn straks trækkes tilbage i.

Ib Spang Olsen sammen med Halfdan Rasmussen

Ib Spang Olsen sammen med Halfdan Rasmussen

Ibs streg snor sig ind og ud af menneskelivets mange stadier og skaber stemninger, fortællinger og følelser med sin karakteristiske dynamik. Han var en håndværker, og med blyanten som universalværktøj kunne han bygge komplekse universer med en streg, der ofte synes så ustyrligt levende og legende, at man forestiller sig, at han har haft sit hyr med at tæmme den.

Ib tegnede altid. Han kom til verden d. 11. juni 1921 og tegnede, med en ubegribelig produktivitet, helt til sin død d. 15. januar 2012. I næsten et århundrede formåede han at tegne bro mellem generationer med tegninger, der rummer og favner alle. Fra han som 21-årig lærerstuderende begyndte at tegne for aviser i 1942, nåede han i sin levetid at levendegøre ord for et hav af forfattere; fra Halfdans ordlege til Martin A. Hansens komplekse dramaer og selvfølgelig en række af sine egne tekster.

Ib prydede store vægge med malerier, fortalte historier i børnefjernsyn med sin passionerede streg og fantasi, skabte berejste frimærker og udtrykte dybtfølte holdninger på plakater, hvis rammende ord og stærke billeder gør krav på deres aktualitet selv i dag.

ib_foto_11.jpg

Ib Spang Olsen fortæller om tegnefilm