Ib fortæller om Direkte Kopi - Galleri Ib Spang Olsen

I 1950´erne viste der sig nye muligheder. Mange reproduktionsgrafikere havde længe ønsket sig muligheden af at kunne overføre blyants- og kridttegninger til tryk i store oplag uden at skulle gå litografiets dyre vej, og adskillige eksperimenter blev derfor foranstaltet. Svaret på bønnerne fik vi fra efterkrigsindustrien, med de gennemsigtige plastikmaterialer, som man fremstillede til brug for arkitekter. Hvis man f.eks. tegnede med blyant på sådan en transparent folie, kunne man uden videre overføre sit billede til den lysfølsomme offsettrykplade og dermed opnå et resultat, som næsten ikke er til at skelne fra originalen.

Jeg greb muligheden med begejstring og nåede ved eksperimenter frem til en teknik, som jeg kaldte "direkte kopi" og som godt kan kaldes originalgrafik, den har i hvert fald originalgrafisk kvalitet. Direkte kopi havde en lang periode fine betingelser og blev meget udbredt. Den kunne næsten alting - det vil sige lige så meget som kunstneren - og de fleste af mine bøger og plakater blev en tid trykt i denne teknik.

Naturligt nok blev en række bøger trykt med anvendelsen af denne teknik, der ligesom zinkografien gav udmærkede muligheder for flere farver - om end man som i litografien måtte holde sig til et sæt valgte farver og nå frem til det maleriske ved disses blandinger og ikke som ved reproduktionen bruge hele paletten.

Det gav på den ene side en vis begrænsning i sprælskheden og på den anden side muligheden for en vis monumentalitet. Således udgav jeg min første bog - i farver - med anvendelsen af denne teknik i 1958.

Senere da jeg i 1978 introducerede den "direkte kopi" for Kunstakademiets Grafiske Skole, blev den omdøbt til "heliografik". Teknikken nåede at få nogen udbredelse inden den tekniske udvikling skabte nye trykkemetoder og kasserede det tekniske udstyr, hvorfor kun få trykkerier efterhånden kan trykke i "direkte kopi". Derfor er mine seneste bøger og plakater trykt i almindelig reproduktion, der også næsten synes at være nået en perfektion i sin gengivelse af de foreliggende originaler.

Ib Spang Olsen 2006


Powered by SmugMug Log In